Kastration af kat

Hvad er kastration?

Kastration af kat er en operation, hvor dyrlægen fjerner hankattens testikler. Dermed fjernes kattens evne til at producere sædceller og det hanlige kønshormon testosteron, og man hindrer altså kattens reproduktion eller evne til at formere sig. Fællesbetegnelsen for kastration og sterilisation er neutralisation. En ikke-kastreret hankat kaldes for en intakt hankat.

Hvorfor skal mit kat kastreres?

En stor del af en intakt hankats adfærd kan være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis den skal leve som familiekat, for eksempel markerer en intakt hankat sit territorium med urinstrint. En kastreret hankat tilpasser sig nemmere tilværelsen som familiekat, omgås lettere andre katte, har et bedre helbred og lever længere.

Der er en række fordele knyttet til kastration af hankatten:

  • Risikoen for adfærdsproblemer som urinstrint nedsættes. En intakt hankats urin er desuden meget mere ildelugtende end en kastreret hankats urin.
  • Hankattens strejfen efter hunkatte i løbetid ophører, og herved nedsættes risikoen for påkørsler og anden tilskadekomst.
  • Risikoen for slagsmål med andre katte reduceres og dermed nedsættes risikoen for betændte bidsår og bylder.
  • Smitterisikoen med dødelige sygdomme som katte-AIDS og katteleukæmi nedsættes, da disse sygdomme kan overføres ved bid eller seksuel kontakt.
  • Katten kan samtidig øretatoveres, når den alligevel er i narkose.

Bivirkninger ved kastration:

  • Kastrerede katte har lettere ved at blive overvægtige end ikke-kastrerede hankatte, men det problem kan løses med passende fodring og motion. Det er beregnet, at kattens basalstofskifte nedsættes med 20 % og en tilsvarende nedsættelse af foderet er derfor passende, eller man kan fodre med et kalorielet foder.
  • Din kat skal gennemgå en operation under fuld bedøvelse, men for en sund og rask kat er det ikke et problem. Katten bliver bedøvet og smertedækket, så den ikke oplever væsentlig ubehag i forbindelse med en operation.

Hvornår skal min kat kastreres?

Hankatten er kønsmoden i 6-10 måneders alderen afhængig af årstid og race.  Det anbefales derfor at få din kat kastreret inden 6 måneders alderen. Der er ikke konstateret nogen bivirkninger ved tidlig kastration af hankatte helt ned til 7 ugers alderen udover at deres rørknogler bliver lidt længere. Det vil sige, at de får lidt længere ben, da manglende tilstedeværelse af kønshormoner påvirker lukningen af knoglernes vækstzoner.

Hvordan foregår operationen?

Katten bedøves inden operationen og smertedækkes under og efter indgrebet. Testiklerne fjernes gennem et eller to små snit i huden. Det er et lille indgreb, og katten er som regel frisk igen allerede dagen efter operationen. Det anbefales at holde katten indendørs det første døgn efter operationen.