Scanning/ultralydsundersøgelse

Hvad er scanning?

Scanning er bedst kendt fra scanning af gravide kvinder. Scanning giver os en enestående mulighed for på en helt utraumatisk og smertefri måde at se, hvad der foregår og hvordan, det ser ud inde i dyret.

Det foregår ved at bevæge en "transducer" henover det område, der ønskes scannet. Tranduceren udsender lydbølger, og da de forskellige væv har uens vævstæthed og struktur betyder det, at lydbølgerne reflekteres forskelligt tilbage til transduceren.

De reflekterede lydbølger modtages i transduceren, hvorefter signalerne omdannes til billeder i selve scanningsapparatet. Billederne vises på en skærm og gengiver et tværsnit af det scannede væv, hvor dyrlægen så kan underkaste dem diagnostisk behandling.

Hvad bruges scanning til?

Ultralydsscanning kan anvendes til stort set alle bløddelsstrukturer, det vil sige, lydbølgerne kan ikke passere knogler og luft. Ultralydsundersøgelsen kan oftest udføres på ikke beroligede eller bedøvede patienter. Undersøgelsen varighed strækker sig oftest over ½-1 time. Det er ved en ultralydsundersøgelse også muligt at udtage biopsimateriale til videre undersøgelse. Dette gøres guidet, hvilket vil sige, at man på skærmen  kan se, at nålen stikkes ind i det korrekte organ eller f.eks. en funden knude.

I dyrlægeklinikken kan ultralydsscanning f.eks. bruges til at diagnosticere:

  • Drægtighed
  • Livmoderbetændelse
  • Prostataproblemer
  • Unormale løbetider
  • Blæresten og andre urinvejssygdomme
  • Svulster i de indre organer
  • Hjertelidelser

I Dyrlægecentralen Sydvest har vi ultralydsscannerne, så det er altid muligt for din dyrlæge at henvise dit dyr til en sådan undersøgelse, hvis det skønnes nødvendigt.